| Jeg arbejder med billedvævning, collager og acrylbilleder.
Billedvævning opfatter jeg som en fascinerende måde at male med tråde
på. Blandt inspirationskilderne har været opblomstringen af de
traditionelle væveformer, som de blev udviklet blandt væverne i
København i 1970'erne. En anden er naturen, som jeg nyder i fulde
drag her hvor jeg bor ved foden af Mols Bjerge. Motiverne finder jeg
gerne ved havet, i bakkerne, skoven, og den blå himmel. De mønstre,
tegn og symboler, der indgår i mine billeder, finder jeg i etnisk
folkekunst fra mange lande. Overfor den langsommelige væveproces står collagen og acrylbilleder, en billedform, som jeg oplever som friere, hurtigere og med større mulighed for at kunne eksperimentere. I collagen bruger jeg materialer som kridt, akvarel, kobbertråd, håndlavet papir og fjer fra perlehøns. Gennemgående ved begge billedformer, er min brug af de kraftige og glade farver. En glæde, jeg også oplever igennem dansen og folkemusikken. De sidste par somre har rejser til Norden, budt på inspirerende oplevelser indenfor dansen og musikken. |
|
| Annette Bredstrup har mange gange været på ophold i kulturministeriets kunstnerhus i Sønderho på Fanø. |
|